Søtoftes Gårdmejeri

Køerne

På Søtofte lever vores dyr et naturligt liv. Vores køer spiser udelukkende græs. I græsningssæsonen flytter vi dem til frisk græs to gange om dagen. Når vejret bliver gråt og vådt, kommer køerne på stald, hvor de bliver fodret med konserveret græs i form af hø og græsensilage.

Vi malker kun én gang om dagen og malkningen foregår ude på marken med vores mobile malkeanlæg. Den resterende mælk drikker kalvene, som går sammen med deres mor i minimum 4 måneder.

Vores køer har horn. Vi gør alt, hvad vi kan, for at køerne lever så naturligt som muligt, og vi har respekt for deres fysiologiske udformning og behov.

Vi har eget gårdmejeri. Når vi har malket køerne, kører vi mælken direkte hjem til gårdmejeriet, hvor den pasteuriseres og fyldes på retur-glasflasker. Vi laver også drænet yoghurt og laktisk friskost. Vi bevarer mælkens naturlige fedt- og proteinsammensætning, som derfor også svinger med årstidernes skiften. Ca. 5% fedt og 3,8% protein

Når vores malkekøer og opfedede tyrer har levet et liv og skal give posten videre til næste generation, får vi dem slagtet hos vores slagter. Kødet krogmodnes i 3 uger og er både mørt og har en udsøgt smag.

Vores høns lever ude på græsmarken, hvor vi flytter dem til frisk græs tre gange om ugen. Udover græs, urter og insekter, spiser hønsene økologisk korn. De lægger flotte æg med store gule blommer.

Hønsene

Vores høns lever hele deres liv udenfor på vores græsmarker, hvor de spiser græs, insekter og økologisk korn. Vi flytter hønsene til frisk græs tre gange om ugen hele året rundt. Hønsene har selskab af vores haner, som er med til at opretholde en naturlig flokdynamik. Vi har også vogterhunde gående sammen med hønsene for at beskytte dem imod ræven og rovdyr fra oven. Alle vores æg bliver sorteret og pakket i vores eget æggepakkeri.

Når hønsene har haft et langt og godt hønseliv får vi dem slagtet hos vores slagter. Vi vil derfor løbende hen over året have suppehøns til salg. Det levede liv kan smages og giver kraftig fond og smagsfulgt hønsekød som kan bruges til næsten alt.